6.1

Generelt

Stk. 1

Bestemmelse

Bygninger, der kan energimærkes uden bygningsgennemgang, er bygninger med BBR-anvendelseskoderne 110 (stuehus til landbrugsejendom), 120 (fritliggende enfamilieshus) og 130, 131 og 132 (række-, kæde-, eller dobbelthus), og bygningerne skal opfylde følgende kriterier:

1) Er opført efter 1. januar i kalenderåret 25 år inden energimærkningen finder sted

2) Krav om energimærkning af bygningen ved nyopførelse er overholdt

3) Varmeforsyningen er olie, naturgas, fjernvarme, el (herunder varmepumpe) eller biobrændsel med centralvarmeanlæg

 

Vejledning

(6.1, stk. 1)

Det forudsættes, at hele varmeforsyningen hidrører fra en af de nævnte varmeforsyninger. Der tages ikke hensyn til supplerende varmeinstallationer som f.eks. solvarme, brændeovn, pejse og lignende.

Stk. 2

Bestemmelse

Hvis ansøgningen om byggetilladelsen er indsendt til kommunen den 1. april 2006 eller senere, skal bygningen energimærkes inden færdigmelding til kommunen. Hvis denne energimærkning ikke har fundet sted, kan bygningen ikke energimærkes uden bygningsgennemgang.

Stk. 3

Bestemmelse

Energimærkningen omfatter:

  • En standardiseret karakteristik af en bygnings energimæssige tilstand vurderet ud fra tilsvarende bygningers energiforbrug til opvarmning. Heri indgår energiforbruget til opvarmning og varmt brugsvand
  • En oversigt over forslag til energibesparende foranstaltninger ved renovering og ombygning

Stk. 4

Bestemmelse

Energimærkningsrapporten for nyere bygninger, der energimærkes uden bygningsgennemgang, indeholder kun følgende elementer:

  • Bygningens energimærke

  • Bygningens grunddata

  • En beskrivelse af energibesparelser, der kan overvejes ved renoveringer eller udskiftning af bygningsdele

Stk. 5

Bestemmelse

Bygningsenergimærke: Indplacering på skalaen afhænger af bygningens opførelsesår og varmeforsyning.

Stk. 6

Bestemmelse

Energibesparelsesforslag i energimærkning uden bygningsgennemgang omfatter:

Energibesparelser ved renovering eller reparation afhænger af bygningens opførelsesår, varmeforsyning og muligheder for konvertering.

Teksten til energibesparelserne er standardtekster. Teksterne vælges automatisk af energimærkningsprogrammet ud fra:

  • Bygningens opførelsesår
  • Bygningens varmeforsyning
  • Mulighederne for tilslutning til fjernvarme eller naturgas