4.6.4

Fjernvarmeinstallationer

Stk. 1

Bestemmelse

Ved direkte anlæg er der ikke tab fra installationen.

Stk. 2

Bestemmelse

Der skal tages hensyn til fjernvarmeselskabets krav til bygningens driftsforhold i både status og forslag.

Vejledning

(4.6.4, stk. 2)

De enkelte fjernvarmeselskaber kan have krav til bygningens driftsforhold som for eksempel forbud mod natsænkning eller krav til afkøling.

Stk. 3

Bestemmelse

Registreringen af fjernvarmeinstallationen skal omfatte:

1) Anlægstype (direkte/indirekte)

2) Type/Navn/Fabrikat ifølge mærkeskilt

3) Alder ifølge mærkningsskilt

4) Opbygning (sommer/vinter veksler, reserve, kaskadekobling), hvis der er flere vekslere

5) Angivelse af, om veksleren er forsynet med isoleringskappe

6) Angivelse af eventuel isoleringskappes tilstand

7) Isoleringstykkelse m.v.

8) Placering.

Stk. 4

Bestemmelse

Fjernvarmevekslerens varmetab skal angives. For units skal det samlede varmetab fra unitten inklusive tabet fra f.eks. rør, ventiler og fittings angives. For fjernvarmevekslere sammenbygget med varmtvandsbeholder eller gennemstrømningsvandvarmer til én unit skal her alene angives forøgelsen af varmetabet fra unitten, når der også er rumopvarmning. Vedrørende angivelse af varmetabet fra varmtvandsbeholder eller gennemstrømningsvandvarmer henvises til afsnittet om varmtvandsbeholder.

Hvis værdien ikke er opgivet på veksleren, skal tabet beregnes i henhold til beregningsmodellen for ”Varmetab fra vekslere i W/m² K” i kapitel 4.7.8, hvor tabet fra f.eks. rør, ventiler og fittings adderes.

Vejledning

(4.6.4, stk. 4)

Hvis værdien ikke er opgivet på veksleren for enfamiliehuse, kan værdierne angivet i kapitel 4.7 anvendes, hvor vekslerens areal multiplicere, da disse værdier er opgivet i W/m2K, og i indberetningsprogrammerne indtastes disse i W/K.

Stk. 5

Bestemmelse

Den nominelle varmeeffekt, kW, skal angives.

Vejledning

(4.6.4, stk. 5)

Hvis det dimensionerende varmebehov ikke kendes, kan det antages ækvivalent med transmissions- og ventilationstab ifølge SBi-anvisning 213 tillagt varmebehov til rørtab og opvarmning af brugsvand.

Værdien svarer til bygningens dimensionerende varmebehov inklusive behov til varmt brugsvand, hvis vandet opvarmes i veksleren. Hvis en del af bygningen opvarmes på anden vis, tages der hensyn til det ved fastsættelse af den nominelle effekt.

Hvis opvarmning af varmt brugsvand sker gennem fjernvarmeveksleren, kan den nominelle effekt dog ikke være mindre end ladeeffekten til varmtvandsbeholderen.

Stk. 6

Bestemmelse

Det skal registreres, om der er automatik, som styrer fremløbstemperaturen efter udetemperaturen.

For centralvarmevekslere med udetemperatur kompensering, angives en minimums vekslertemperatur på 20 °C, medmindre anlægget kræver en højere værdi for at sikre tilstrækkelig opvarmning af varmt brugsvand.

Vejledning

(4.6.4, stk. 6)

Hvis veksleren kører med fast temperatur, angives den fast indstillede vekslertemperatur som minimumstemperaturen.

Hvis den faktiske værdi ikke kan registreres, antages 65 °C.

Stk. 7

Bestemmelse

Mærkeeffekten på fjernvarmens automatik, standby (W), skal angives.

Vejledning

(4.6.4, stk. 7)

Hvis oplysningen mangler, kan værdien 5 W anvendes.

Stk. 8

Bestemmelse

Temperaturfaktoren, b, for opstillingsrummet skal bestemmes som beskrevet for varmerørene i varmefordelingssystemet.

Vejledning

(4.6.4, stk. 8)

Temperaturfaktoren afhænger af om fjernvarmeveksleren er placeret i et opvarmet rum, i et uopvarmet rum eller i det fri, eventuelt i et skur eller en garage. Se kapitel 4.7.8.