Information vedr. nyt rapportlayout
Nyt design af energimærkningsrapporten
Energimærkningsrapporten har fået et nyt design, der skal føre til flere konkrete energiforbedringer.
Fra 1. september 2021 er der et nyt design af energimærkningsrapporten. Med det nye design bliver det mere tydeligt, hvor det er mest relevant at energiforbedre, hvad der er gevinsterne for økonomi og klima, og hvordan det konkret kan gøres.
Det gælder ikke mindst de to første sider af rapporten, hvor de vigtigste informationer om bygningen og energiforbedringerne er samlet.
Mere information til energikonsulenten
- Se explainerfilm her - kort film på ca. 2 minutter.
- Se one-pager her - PDF med de vigtigste informationer.
- Se webinar her - webinar på ca. 80 minutter.
- Se præsentation fra webinar her - PDF med power point præsentation.
- Se FAQ - en samling af spørgsmål/svar med relevans for energikonsulenten.
Rapporter med det gamle design er stadig gyldig
Både den gamle og den nye version af rapportdesignet lever side om side. En energimærkning er gyldig i 10 år, og derfor er rapporter med det gamle design stadig gyldig.
Hvad skal du gøre anderledes som energikonsulent?
Som energikonsulent skal du stort set gøre, som du plejer. Det nye design genereres nemlig automatisk, når du har gennemgået bygningen og indtastet registreringerne.
Med det nye design har du flere muligheder for at bringe din faglighed i spil.
- Du skal altid pege på de tre energiforbedringer, som du mener er de mest relevante – hvis der altså er rentable forbedringer.
- Du skal vælge konkrete energiløsninger til de forslag dine bedste energiforbedringer omhandler.
- Du skal derefter vurdere, hvor lang tid det tager at gennemføre de energiforbedringer, som du mener er mest relevant.
Du vil nogle steder skulle give et skøn, fx om renoveringstiden, og her vil der i sagens natur være en vis usikkerhed. Husk, at dine skøn er en god hjælp til folk uden erfaring med energiforbedringer.
Hvad er fordelene ved den nye rapport?
Dine anbefalinger til de bedste energiforbedringer, og rapporten i sin helhed, gør det lettere og mere overskueligt for boligejeren at komme i gang. Med dine energiløsninger i hånden kan boligejeren kontakte en relevant håndværker, fx ved hjælp af SparEnergi.dk.
Rapportens nye design er derfor et godt værktøj i dialogen mellem ejendomsmæglere og sælgere og købere – og i dialogen mellem dig som energikonsulent og boligejerne.
Bygningsejer
På www.SparEnergi.dk/ny-energimaerkningsrapport er der mere information til bygningsejer om den nye energimærkningsrapport, og om hvordan rapporten kan hjælpe med at komme i gang med fornuftige energiforbedringer.
Ejendomsmæglere og finanssektor
På www.SparEnergi.dk/ejendomsmaegler og www.SparEnergi.dk/finanssektor er der information og materialer til ejendomsmæglere og finanssektor.